Vores aktiviter

Foruden de ugentlige sammenkomster hver lørdag formiddag med bibelstudier og gudstjenester, byder vi ind med forskellige andre arrangementer. Alle vores arrangmenter er gratis og uforpligtende, såfremt ikke andet fremgår.

Lyttende nærvær

Det allervigtigste for os er at respektere dig, som den person du er. Derfor er du velkommen til at deltage på alt, vi foretager os, uden forpligtelser! Du behøver ikke komme i kirken. Du behøver ikke at være en kristen. Du behøver ikke at være på en speciel måde. Det eneste vi ønsker er, at du kan opleve den atmosfære og den imødekommenhed, som vi ønsker at formidle. Vi er ikke anderledes end din nabo – og alligevel. Vi samler os om en tro på kærligheden og en god fremtid og håber, du kan dele dette livssyn med os. Tager du imod udfordringen?  Hvis du har brug for nogen at tale med, eller hvis livet i en periode gør ondt, kan vi tilbyde uforpligtende samtaler enten med en præst, eller med en uddannet terapeut. Ring venligst på telefon  29641662 hvis du vil undersøge muligheden.

Pige klub

Vi er en flok friske piger, der mødes ca. 4 gange om året. Det er ikke en fast gruppe, den ændrer sig lidt fra gang til gang alt efter om man har tid og mulighed for at deltage i det program, der er blevet valgt. Ligeledes står det enhver frit for at invitere dem med, som man lige har lyst til. Der foregår alt fra cykelture, billedmaling, blomsterbinding, fyldt chokolade støbning, bowling, museums besøg, ja der er faktisk næsten ingen grænser for, hvad vi kan finde på.

Vi skiftes til at være tovholder på dagen. Som regel har vi fællesspisning, hvor man byder ind på, hvad man kan komme med, om det er noget af hovedretten, drikkevarer eller andet. Én ting er sikkert hver gang, nemlig at der er garanteret hygge og grin, venskab og gode snakke – så vi går og glæder os til næste gang – hver gang.  Kontakt os om du vil være med næste gang !

Madklub

I Adventistkirkens madklub, der mødes én gang om måneden i vinterhalvåret, hygger vi os med at lave og spise vegetarisk mad. Vi mødes kl. 18.00 på Lindeskovskolen. Se dato og program i kalender.

Studiegruppe

Vi er en lille gruppe, der hver onsdag aften kommer sammen i Horbelev og studerer Bibelen og bibelske emner.  Vi begynder med at spise sammen. Derefter studerer vi sammen og beder sammen. Om du har lyst til at samtale med andre om bibelske emner, er dette en god måde at starte på. Det er uforpligtende og gratis. Vi begynder kl. 17:30 og er færdige ca. kl. 20.00. Kontakt Janet for mere information på tlf. 2967 0868.

Bil Race

Vores “herreklub” er åben for alle, og vi samles omkring noget rigtigt retro – bilbanekørsel i kirkens underetage. Vi har bygget en bilbane, hvor vi også tracker ting digitalt, kan se køretider og hold placering. Sammen med det sjove vi får ved at kalde den indre dræng frem, hygger vi os med lidt snack og drikke. Har du lyst til at deltage, skal du bare ringe til Steen, på telefon 4020 5740.  Vi mødes for tiden hver anden tirsdag kl. 19.00. Kommer du også?